&Tradition er dansk design og international højde
&Tradition er en dansk designvirksomhed med fokus på at integrere designværdierne fra Danmarks mangeårige designarv i nutidens moderne bolig med alt hvad der hører sig til af sofaer, lænestole, spiseborde, sofaborde, belysning og accessories. Mærket bygger bro mellem gammelt og nyt ved at skabe møbler, belysning og interiør med tidløs appel. Designvirksomheden integrerer og genudgiver designikoner samt skaber fremtidige klassikere gennem moderne og nutidige teknikker i samarbejde med anerkendte og internationale designere. Samlingen kombinerer håndværk med kreativitet, funktionalitet, materialevalg og formsprog.
&Tradition bygger bro mellem gamle og nye klassikere
&Traditions kollektion af møbler, belysning og interiør spænder over årtier af tidløse designikoner. Fra Arne Jacobsens funktionelle og stilrene Bellevue lamper fra 1929 til Verner Pantons Flowerpot-lamper i 1960’ernes sprudlende former og farver. På møbelsiden kan nævnes den smukke og moderne Mayor AJ5 Sofa, designet af Arne Jacobsen og Flemming Lassen til borgmesterkontoret på Søllerød Rådhus i 1939. Og ej at forglemme Viggo Boesens Little Petra VB1 lænestol, som første gang så dagens lys i 1938. &Tradition igangsatte produktionen af loungestolen igen i 2018, og stolen er allerede meget populær for sin cool funkis stil. Som altid når et tidligere design tages op igen, hentes der originale skitser og laves aftaler med møbelarkitekternes efterkommere. I produktionen anvendes materialer i høj kvalitet og med et håndværk i topklasse sikres møbler, der aldrig mister værdi. Det sker altid med respekt - og lavet til at holde i mange år.
Moderne og nutidige designs
Som en parallel linje - ved siden af førnævnte perler fra midten af forrige århundrede - findes en række moderne designs. Her byder &Tradition på innovative samarbejder med anerkendte internationale designere såsom spanske Jaime Hayon, der står bag spisebordsstolene Elefy og sofabordene i serien Mezcla. Den norske duo Anderssen & Voll har også givet sit take på en serie af minimalistiske stole for &Tradition, ligesom det lokale designfirma Space Copenhagen har skabt en stor del af det lækre boliginteriør hos brandet. Du kan med andre ord finde nutidige designs, der er godt på vej til at blive dette århundredes nye klassikere. Og du kan finde ikoniske, arkitekttegnede møbler, der for længst har sat sit uigenkaldelige præg på hele den måde, vi tænker design og indretning på i Skandinavien.
&Tradition lamper
Når vi taler belysning og lamper, så har &Tradition en hel del at byde på i sortimentet. Det er blandt andet de tidløse Flowerpot-lamper, designet af Verner Panton i 1960’erne og sat i produktion igen. De flotte lamper fås som pendler (VP1, VP2 og VP7) i et væld af smukke farver, så du kan sætte dit helt eget præg i køkkenet eller i spisestuen. Flowerpot bordlampe VP3 og VP4 giver hyggelig og stemningsfuld belysning overalt i hjemmet, hvor du har brug for en smuk og moderne lampe. Hos &Tradition finder du også de stilrene Bellevue lamper, som er designet af Arne Jacobsen i 1929. De ikoniske Bellevue lamper fås som bordlampe, gulvlampe og væglampe. Af nutidige belysningsdesigns kan nævnes den altid produktive Jamie Hayon, men også den banebrydende Andreas Bozarth Fornell.
Køb &Tradition hos Illums Bolighus
God kvalitet vil altid være i højsædet hos &Tradition, men virksomheden er også eksperimenterende i både æstetik og fremstillingsmetode. De udvikler hele tiden nye teknikker at fremstille lys og lamper på. Det giver et spændende miks af de førnævnte klassiske værker og de nye og grænsebrydende items, der er med til at redefinere og genopfinde måder at kombinere materialevalg, funktion og former. Hos Illums Bolighus er vi altid med på de nyeste designs og tendenser. Her kan du finde nye møbeldesigns, lamper og boligtilbehør, så snart det lander på markedet.