TOP

Fra moodboard til oplevelsesunivers

Det er ofte, at forbipasserende stopper foran Illums Bolighus’ butiksvinduer og butiksbesøgende går på opdagelse i de forskellige afdelingers udstillinger. Det er dog nok de færreste, der tænker videre over, hvordan de årlige temaer bliver til. Eller at et dygtigt dekorationsteam rejser rundt i alle Illums Bolighus butikker for at sikre, at alle Illums Bolighus kunder i Norden bliver budt velkommen af samme Illums Bolighus stemning. 

Vi har fået lov til at komme bag kulisserne med VM Manager Martin Graae til en snak om årets sommertema og forberedelserne, der ligger bag – fra et todimensionelt moodboard til et overdådigt oplevelsesunivers. 

Hvordan ser en normal arbejdsuge ud for dig?

”Den ser nok ud som de fleste andres dog med lidt flere rejser. Der er meget planlægning og koordinering, der ligger forud for et nyt vinduestema. I slutningen af året går den kreative proces i gang med at finde på næste års temaer, derefter bliver mine tanker visualiseret på moodboards. Op til et vinduesskifte går den konkrete planlægning i gang, og når først et tema er implementeret i en butik, tager vi videre til de 15 andre og gør det samme.” 

Hvad er det vigtigste ved et nyt tema?

”Det skal være nyt, og det skal få folk til at stoppe op. Det skal have en ”wow-faktor” på en eller anden måde. Det kan være, at hele vinduet er blåt, eller at bolsjefarvede podier drejer rundt eller at der flyver sølvballoner rundt i hele vinduet. Det skal være tredimensionelt, så man kan gå forbi mange gange og hver gang opdage noget nyt. Det handler om at skabe et lille oplevelsesteater.” 

Hvor får du din inspiration fra? 

”Inspiration er en svær størrelse, for den kan ikke forceres. Jeg har altid mine antenner ude og er observant, jeg vil gerne påvirkes og overraskes af mine omgivelser og af verden. Det kan være arkitekturen i Paris’ gader eller farven på en blomst i mit skønne sommerhus. Jeg skeler selvfølgelig også til globale trends og tendenser, for det er vigtigt, at vi er aktuelle og ikke gentager os selv.” 

Hvordan vil du beskrive årets sommertema?

”Bryllupstemaer er af natur altid lyse og lette. Sidste år var det lyse blålige toner, men i år var det vigtigt for mig, at det 100% repræsenterede dét som Skandinavien kan, og dét som Illums Bolighus kan. Heldigvis går den skandinaviske minimalisme hånd i hånd med Illums Bolighus’ dna. I år er alt helt hvidt med en accent af lyst træ. Det er indbydende og inviterer til overskud og ro, noget de fleste brudepar har brug for i en travl tid op til den store dag.” 

Aktuelt moodboard

Zen

Det skandinaviske lys er noget ganske særligt. Blidt og skrøbeligt bevæger det sig i blålige toner. Er man ved kysterne, blandes det med sandets hvide og grålige nuancer. Vi har ladet os inspirere af netop den farveskala i sarte og vaskede toner, der forener blåt, natur, grønt og gråt. Drøm dig væk i hørstoffets blødhed, som står i kontrast til glas og mat porcelæn.

Moodboards

Zen

Lad dig inspirere af det aktuelle moodboard og skab stilen derhjemme.

Se mere